De danske campingpladser ønsker at tilbyde deres gæster øget komfort, blandt andet i form af hytter op til 35 kvadratmeter. By- og Landskabsstyrelsen har dog i forhandlingerne om et nyt campingreglement stået fast på, at hytterne maksimalt må være 30 kvadratmeter, og derfor går Campingrådet nu til miljøminister Troels Lund Poulsen for at få lov til at bygge større hytter. ”Det er vort klare ønske, at ministeren giver os lov til at bygge lige så store hytter, som man kan i vores nabolande. Vi vil have lov til at bygge campinghytter på 35 kvadratmeter, så vi kan konkurrere på lige fod. Som det er nu, kan vi i Danmark kun bygge hytter på 25 kvadratmeter, og det er ikke nok. Præcis som vi alle vil have flere kvadratmeter derhjemme, så vil vores gæster også have det, når de er på ferie. Hvis vi ikke kan tilbyde det, så tager de blot til Sverige eller Tyskland i stedet.” siger formand for Campingrådet, campingpladsejer Preben Christensen.
Læs mere om camping på erhversbladet.dk.
02.01.2008. 09:43